Metroen taber værdi

Værdien af metroen nedskrives fra 13 til nu kun seks mia. kr. efter en kraftig nedskæring af det forventede passagertal.
Optimistiske passagerprognoser om millioner af passagerer i metroen har tidligere svigtet, men nu er det sket igen, viser dokumenter, Berlingske Tidende har fået via aktindsigt. Det fremgår af den seneste beregning fra konsulentfirmaet Tetraplan til Transportministeriet, at der vil være mellem 15 og 23 procent færre passagerer i 2015.

Så sent som sidste efterår forventede Ørestadsselskabet, at passagertallet i 2012 ville være på 78 millioner årligt. Men i den nye reviderede prognose fra Tetraplan er det forventede passagertal nedskrevet, og i værste fald ender passagerantallet i 2012 helt nede omkring 60 millioner passagerer, og det udhuler værdien af metroen kraftigt.

Ifølge Tetraplan bliver Metroens værdi nedskrevet med over 55 pct. – fra 13 til nu 5,7 mia. kr.
Statsautoriseret revisor og partner i revisionsfirmaet Deloitte, Ole Ferbeng, forklarer en nedskrivning med, at man simpelthen har købt for dyrt. ”En nedskrivning af aktiver sker, fordi man ikke længere kan forsvare den værdi, de er sat til i regnskabet. Man har simpelthen købt for dyrt i forhold til, hvad aktiverne kan indbringe. Taler man om en bil, kan man undersøge en genbrugsværdi, hvis man sælger den. Men det er klart, at man ikke kan genbruge en metro andre steder. Derfor er man nødt til at lave en realistisk værdi af, hvad man kan tjene på den i kroner og ører i fremtiden,” siger han.

Alex Landes, der er trafikforsker ved DTU, er ikke i tvivl om, at der kommer færre passagerer i metroen end forudsat i prognoserne. ”En metrocityring vil eksempelvis få folk til at benytte den frem for den nuværende strækning,” siger han.

(Berlingske Tidende, d. 21. juni, 2007)

Skrevet af