Rejsebranchen til kamp mod sexturisme

Rejsebranchen har af politiet fået til opgave at holde øje med turister, der rejser ud for at misbruge børn i f.eks. Thailand.
Forleden holdt man et møde mellem branchen, politiet og Red Barnet. Sexturisterne skal findes og retsforfølges, og der vil i forbindelse med aktionen blive udfærdiges informationsmateriale og anmeldelsesmuligheder, der skal distribueres via rejsekataloger, rejsebureauer og lufthavne.

Sidste år ændrede man straffeloven, så det nu er muligt at straffe danske statsborgere og personer bosat i Danmark for seksuel udnyttelse af børn i udlandet. Dette gælder også, selvom handlingen ikke er strafbar i det land, hvor den er foregået.

Blandt deltagerne på mødet var bl.a. Jan Lockhart, der er administrerende direktør i Kuoni Danmark, der omfatter Apollo. ”Vi er ikke sat i verden for at hjælpe sexturister, og vi er i allerhøjeste grad interesserede i at medvirke i denne sag. Siden mødet hos Rigspolitiet har vi modtaget en række positive tilbagemeldinger fra offentligheden, dog også et par kritiske, som mener, at vi hermed bidrager til stikkeri, men sådan må det vel være. Tusinde øjne opfanger mere end to, og derfor vil vi gerne hjælpe,” siger Lockhart.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 12. maj 2007)

Skrevet af