Feriebranchen halter fortsat bagefter

Det vælter ind med flotte salgstal fra påskedagene. Flere melder om et mersalg på 10 til 15 procent, men det er vel at mærke isoleret i påskedagene. Selv den fødte optimist, Stig Elling, Star Tour (foto), siger til Take Off, at man lige skal huske at spise brød til.



”Vi har solgt 20 procent flere påskerejser end sidste år, fordi en del danskere har fået optimismen tilbage. Og ikke mindst fået økonomisk mulighed for at købe den ferierejse, de sætter så stor pris på. Vel at mærke, hvis de ikke er en del af dem, der for tiden mister deres arbejde, eller bliver tvunget til at gå ned i løn. Det skal vi også huske på.



Vi har en ordentlig bid vej igen for at nå op på sidste års flotte tal. Jeg tror, at i hvert fald charterbranchen er mindst 15 procent bagud, men der er også skåret ned på produktionen”.



”Spiller det nogen rolle, at påsken i år falder i april i stedet for som i marts sidste år. I fjor var det koldt og snevejr. I år var det sol og sommer”?



”Ikke en pind. Det hele sker bare meget senere i år. Mange der bestiller nu ville under normale forhold have gjort det i januar måned”.



Også fra Spies og Apollo Rejser samt Bravo Tours rapporteres om samme fremgang, men dels vurderet på påsken, dels på særskilte produkter som Sunwing hos Spies, hvor der er solgt 85 procent på de mest populære destinationer. Det er til gengæld først og fremmest fra Sverige.



For den øvrige feriebranche er det for tidligt at sige noget om salget i bureauerne, mens feriehusudlejerne er i nogenlunde samme situation som charterbranchen med stort påskesalg, bagud på årsbasis.



Af de andre varer på hylderne fortsætter nedgangen i rejsebureauerne på business salg samt møder og konferencer.

-ejv


Skrevet af