Borgmestre danner front mod Roskilde Lufthavn

Den indædte kamp om udvidelsen af Roskilde Lufthavn fortsætter. Nu vil borgmestrene i Høje-Taastrup, Greve, Solrød og Ramsø forene deres kræfter i en fælles protest til Naturklagenævnet.



»Vi klager først og fremmest over støjforureningen, som vil ramme rigtig mange af vores borgere. De store fly forurener ufattelig meget, og det er da horribelt, at man vil påtvinge tusindvis af borgere så store gener«, siger Tina Jensen, der er viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune.



Tirsdag skal Roskilde Amtsråd tage stilling til miljøgodkendelsen af udvidelsen. I sidste måned sagde et flertal af politikerne i Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) ja til udvidelsen. Over 11.000 mennesker sendte forgæves indsigelser til HUR, det samme gjorde flere borgmestre i de berørte kommuner.



»Alt tyder på, at HUR har ønsket at gøre den her sag færdig, inden de bliver nedlagt. Derfor vil vi kommuner nu forsøge at gå sammen om en protest til Naturklagenævnet«, siger Poul Lindor Nielsen (S). Han er borgmester i Ramsø Kommune – og fra årsskiftet borgmester i Ny Roskilde Kommune.



Naturklagenævnet kan også se frem til en stak klager fra borgerne i området. Mere end 600 personer har foreløbig sendt deres indsigelser til borgergruppen StopStøjen, som koordinerer en klage.






Skrevet af