Bravo Tours sænker farten

Bravo Tours har på fem år firedoblet antallet af gæster, men i år forventer virksomheden kun en beskeden stigning i antallet af rejsende.
”Vi har været igennem en voldsom vækst de seneste år. Nu bremser vi lidt op, og 2008 bliver et år, i hvilket vi koncentrerer os om at få enderne til at hænge sammen,” siger Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours.

Selskabet havde sidste år 135.000 rejsende, og det var en vækst på 35 pct. i forhold til året før. Intet andet charterselskab herhjemme har præsteret samme stigning i antallet af kunder.
Væksten har dog ikke været uden omkostninger for Bravo Tours. Selskabet har haft svært ved at leve op til rekordregnskabet for 2005, da overskuddet var på 26 mio. kr. Det blev halveret i det følgende år, men 2007 forventes et overskud på op mod 30 mio. kr. Det betyder imidlertid, at indtjeningen pr. gæst er faldet.

”Det koster at vokse, og det har vi budgetteret med. Vi er tilfreds med lønsomheden i lyset af den udvikling, vi har været igennem. Men indtjeningen pr. gæst skal gerne i vejret,” siger Peder Hornshøj.

Bravo Tours forventer i år at sendte 140.000 gæster på ferie, men Peder Hornshøj vil ikke udelukke, at tallet bliver højere. Forsalget er væsentligt bedre end på samme tidspunkt sidste år, og hvis det fortsætter, vil selskabet vurdere mulighederne for ekstra kapacitet.
”Vi mærker ingen afmatning i danskernes forbrugsfest. Ved årsskiftet havde vi solgt 20.000 rejser for den kommende sæson, og i de først uger af januar har salget været over forventning,” siger Peder Hornshøj.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 14. januar, 2008)

Skrevet af