Flere krydstogtsturister øger behov for terminal

Som efterspurgt destination vokser også behovet for bedre faciliteter til turisterne. Salgs- og marketingsdirektør Ole Andersen, Wonderful Copenhagen, mener at København bør tage sin rolle som eftertragtet krydstogtsdestination betydeligt mere alvorligt.

“Vi har brug for en krydstogtsterminal, hvor krydstogtsturisterne kan tjekke deres bagage ind direkte fra havnen, for derefter at kunne udnytte timerne optimalt indtil afrejsen i lufthavnen.”

“Efterhånden er hele havnefronten udnyttet og planlagt til boligområder. Det vil være årtiets forglemmelse, hvis vi ikke sætter ind nu. Eftertiden vil bebrejde København for at have sovet i timen, hvis vi ikke planlægger en krydstogtsterminal nu,” mener Ole Andersen.

Underdirektør Merete Rønde, Københavns Lufthavne kunne godt ønske sig bedre faciliteter for byens krydstogtsturister.

“Vi kan tydeligt mærke, hvordan antallet af krydstogtspassagerer er vokset markant over de seneste år. De ankommer til Københavns Havn og bliver kørt til lufthavnen med deres bagage tidligt på dagen, selvom de først skal flyve videre om aftenen. Flyselskaberne kan først tjekke passagererne ind højst et par timer før afgang. Derfor står byen med en flok ‘hjemløse’ turister.”

Skrevet af