Aalborg får værtskab for IT-konference

Lektor Peter Dolog fra Aalborg Universitet har vundet den internationale konference ”13th International Conference on Web Engineering (ICWE)” til afholdelse i Aalborg i 2013. Det er sket i samarbejde med VisitAalborgs erhvervsturismeafdeling.

 

Når en konference kommer til Aalborg er det ofte resultatet af flere års forarbejde mellem Aalborg Universitet og VisitAalborgs erhversturismeafdeling.

 

”Ud over at Aalborg Universitet skal kunne tiltrække en konference på grund af det videnskabelige miljø, er en stor del af en konference også den sociale netværksdel udenfor konferencelokalet og hensyn til afviklingen, som VisitAalborg er sparringspartner på,” siger lektor Peter Dolog fra Aalborg Universitet.

 

Ud over en brandingværdi for Aalborg Universitet og Aalborg er konferencen også økonomisk gevinst for Aalborg, da en konferencegæst bruger knap 3.000 kr. i snit pr. dag. En konference som ICWE med 200 deltagere i fem dage giver Aalborg omsætning på 3 mio. kr., siger kongreschef Hanne Kristiansen fra VisitAalborg.

Skrevet af redaktionen