Aalborgs næstbedste måned

130.654 passagerer rejste ud fra Aalborg Lufthavn og tilbage igen i september, hvilket gør måneden til lufthavnens næstbedste nogensinde.

 

Fremgangen er først og fremmest båret af vækst i udenrigstrafikken. Udenrigspassagererne tegner sig for en fremgang på 60,9%. 21.908 direkte til udlandet fra Aalborg mod 13.614 i samme måned sidste år.

 

”Vi oplevede en voldsom vækst i 2010, hvorfor det i år har været svært at tangere rekorderne. Derfor er det ekstra glædeligt, at vi netop har præsteret den næstbedste måned i lufthavnens historie”, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

 

Chartertrafikken steg med 6,7%. 16.540 tog på charterferie fra Aalborg Lufthavn i september mod 15.508

i samme måned sidste år.

 

”Charterområdet er i vækst, og den positive tendens forventer vi, at charterselskaberne belønner os for ved at sætte mere kapacitet ind i sommeren 2012. På torsdag har Star Tour 10-års jubilæum i Aalborg Lufthavn, og der skulle angiveligt være en overraskelse i ærmet”, siger Søren Svendsen.

 

Tilbagegang er der til gengæld i indenrigstrafikken, hvor der var 92.206 passagerer mod 100.622 i september 2010 – en tilbagegang på 8,4%.

Skrevet af Flemming Juul