Årets første krak i rejsebranchen

REJSEBUREAUER: Dansk rejsebureau med omsætning på over 50 mio. kr. blev i går erklæret konkurs i skifteretten. Et af binavnene er meget stort på sportsrejser. Kurator håber på løsning.

Flightcentre fra Brøndby med binavnene FCM Travel Solutions og Idrættens Rejsebureau er konkurs efter de hollandske ejere i går meddelte Sø- og Handelsretten i København, at han ikke vil indskyde flere penge i rejsebureauet.

Flightcentre har underskud, og ejeren har ikke haft held til at finde en køber af det danske rejsebureau.

Flightcentre, FCM Travel Solutions og Idrættens Rejsebureau har syv medarbejdere og omsatte sidste år for 52 mio. kr. Rejsegarantifonden oplyste også i går, at advokat Ole Maare fra Odense er kurator i boet.

General manager siden 2014 for FCM Travel og Idrættens Rejsebureau, Peter Skieller, sagde i aftes til standby.dk: ”Boets kurator arbejder på at afhænde os. Vi håber selvfølgelig, at der hurtigt findes løsning til glæde for medarbejderne og vores kunder.”

Peter Skieller har siden august sidste år været i bestyrelsen for Danmarks Rejsebureau Forening som repræsentant for CTO-fraktionen (erhvervsrejsebureauer).

Flightcentre A/S blev registreret i Rejsegarantifonden i 2005. Selskabet drev også binavnene FCM Travel Solutions A/S og Idrættens Rejsebureau A/S og solgte primært flybilletter til forretningsrejsende og i mindre omfang pakkerejser, oplyser Rejsegarantifonden.

”På baggrund af driftsmæssige problemer accepterede Flightcentre i september 2013 at afdække Rejsegarantifondens risiko på pakkerejsedelen, og det fortsatte selskabet med, indtil konkursdekretet blev afsagt,” oplyste fonden i en pressemeddelelse og tilføjer: ”Fonden sørger for indkvartering og hjemtransport af eventuelt strandede kunder, hvis de pga. konkursen ikke får de ydelser, de havde købt af Flightcentre. Kunder, der har købt pakkerejser med f.eks. fly og hotel, og som endnu ikke er afrejst, kan søge det forudbetalte beløb retur fra Rejsegarantifonden. Fonden udsender indenfor en uges tid vejledning til de ramte kunder.”

”På baggrund af de informationer, der foreligger, forventer Rejsegarantifonden ikke at lide tab på pakkerejsedelen, idet erstatningsudbetalingerne til disse kunder efter det oplyste kan rummes i den stillede forhøjede garanti, der på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse var 300.000 kr.,” skriver fonden.

Idrættens Rejsebureau stor for danske sportsrejser

Idrættens Rejsebureau bookede sidste år hovedparten af flyrejserne for de danske OL-atleter, trænere, sponsorer osv. til Rio i forbindelse med de Olympiske Lege, sagde general manager Peter Skieller fra Idrættens Rejsebureau i august til standby.dk.

Idrættens Rejsebureau, der har til huse i Idrættens Hus i Brøndby ved København, har partnerskab med bl.a. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

Idrættens Rejsebureau arrangerer rejser for næsten alle DIFs 60 specialforbund – men også rejser for f.eks. sportsklubber til træningslejre og turneringer. På årsplan sender Idrættens Rejsebureau 8-10.000 sportsfolk, trænere osv. af sted og omsatte sidste år for over 50 mio. kr.

”I forbindelse med OL i Rio har vi booket op mod 1.000 flyrejser til atleter, trænere, officials, sponsorer, VIPs osv.,” sagde Peter Skieller i august sidste år til standby.dk