Gebyr til glemsomme rejsebureauer

Maersk Air har intensiveret opkrævningen af et gebyr på 300 DKK for hver booking, rejsebureauerne ikke annullerer, hvis kunden alligevel ikke skal med den bookede flyvning. Gebyrpolitikken gælder kun selskabets Basic-klasse – ikke Plus eller Basic Flex.



Rutechef hos Maersk Air, Keld Mosgaard Christensen, sagde i aftes til Take Off:




“Vi har meddelt rejsebureauerne, at vi forbeholder os ret til at opkræve et gebyr på 300 DKK, hvis en booking, hvor der endnu ikke er udstedt billet og hvor reservationen afbestilles af passageren, ikke annulleres overfor Maersk Air.”



”No show-passagerer er et stigende og irriterende problem. Mange vil gerne flyve med Maersk Air, og et flysæde blokeret af en passager, som ikke kommer, kan betyde et nej til en anden som gerne vil med den pågældende afgang. Det er dette, vi prøver at komme til livs med gebyret,” siger Keld Mosgaard og tilføjer:




”Vi ser gebyret som en service og et tilbud om samarbejde overfor rejsebureauerne. Mange andre flyselskaber sletter ganske enkelt bookinger uden billetnummer; vi har valgt denne løsning – også for at optimere vores forretningsgrundlag og vi forventer en tilsvarende professionalisme fra rejsebureauerne.”



“De fleste ruteflyselskaber overbooker deres afgange pga. no shows,” siger rutechefen som ikke har hørt om andre flyselskaber, der opkræver gebyr fra glemsomme rejsebureauer.




Keld Mosgaard Christensen vil ikke oplyse, hvor mange no-show passagerer, Maersk Air har om året.




Keld Mosgaard Christensen siger også, at et andet problem for ruteflyselskaber som Maersk Air og problematikken med no-shows er de såkaldte “sakse-billetter.”




”Også her er vi interesseret i samarbejde med rejsebureauerne, så de kuponer, bureauerne på forhånd ved ikke bliver brugt, annulleres. Men jeg vil understrege, at gebyret intet har med sakse-billetterne at gøre. I øvrigt har vi opkrævet gebyret siden 1995, men først de seneste par år har vi været mere systematisk i vor kontrol,” siger rutechefen.

Skrevet af