Sælger dyre rejser som aldrig før

”Vi har nærmest ingen konkurrenter på det eksklusive segment. Vores største problem er tid til at betjene kunderne – vi har omkring 25 henvendelser om dagen fra kunder. Derfor har vi netop ansat endnu en sælger og søger en til. De sidste tre-fire måneder er vores salg steget 35 %,” siger ejer af og adm. direktør for Discovery Travel, Estelle Torp, til Take Off og tilføjer:



”Fremgangen skyldes bl.a., at vi som et af få rejsebureauer har annonceret gennem krisen, vi gemte os ikke i et hul og beskar markedsføringen. Vi har været proaktiv gennem finanskrisen. Hvis du ikke bruger penge på at gøre dit firma synligt, bliver det usynligt. Salgsfremgangen skyldes også sultne flyselskaber, hoteller og andre leverandører. Dermed kan vi tilbyde mange særtilbud, f.eks. et 5-stjernet ressort på Maldiverne til halv pris – så det er en win win-situation.”



Discovery vil være kendt som Danmarks bedste rejsebureau på det eksklusive marked. Mens bureauet sidste år omsatte for 25 mio. kr., forventer Estelle Torp i år en øgning til over 30 mio. kr. Dette er blot for de individuelle rejsende – hertil kommer grupper.



”Vores rejser koster i snit 40.000 kr. pr. person, men vi udskriver også regninger på over 100.000 kr., vi har haft en på over en mio. kr.,” siger Estelle Torp og tilføjer, at en del af væksten kommer fra nye kunder.



Estelle Torp, der er født på Sri Lanka, begyndte i rejsebranchen for snart 25 år siden, først hos Tjæreborg; i 1995 oprettede hun Discovery Travel. Rejsebureauet i Hellerup har i dag fem sælgere.





HB

Skrevet af