Fehmern-bro kan ikke privatiseres

”Det skulle ikke undre mig, om Femern-broen afhændes til private. Pensionssektoren har brug for den type investeringer, og staten kan bruge pengene bedre på for eksempel skoler og sygehuse”, siger investeringsdirektør Henrik Franck i et interview med RB-Børsen.

Transportminister Flemming Hansen har ellers sagt, at broen skal finansieres efter samme model som broerne over Storebælt og Øresund. Det er sket med statsgaranterede lån og efterfølgende brugerbetaling. Modellen sikrer, at staten ikke skal bruge skattekroner på at bygge broen, men alligevel sikrer sig fuld kontrol.

Ministeren skal til forhandlingsbordet med Tyskland igen, hvis PFAs ønske om at skyde privat kapital i broen skal blive virkelighed. Det såkaldte Memorandum of Understanding beskriver nemlig helt præcist, at selskabet bag broen skal være ejet ene og alene af den danske stat.

Den økonomiske side af projektet varetages af Sund&Bælt, som også administrerer økonomien i broerne over Storebælt og Øresund. Selskabets finansdirektør Kaj V. Holm har svært ved at se, hvordan en privat investor kan komme ind over projektet.

”Som konstruktionen ligger i øjeblikket, er der ikke mulighed for det. Der er ikke plads til andre ejere end staten selv”, siger han til Ritzau.

Skrevet af