EU truer Danmark i sag om flyaftaler til USA

Danmark trues nu, i lighed med flere andre medlemslande, af EU-kommissionen, der agter at indlede en retssag mod landene, fordi de har indgået bilaterale flyaftaler med USA. Ifølge EU-kommissionen er de bilaterale aftaler diskriminerende, fordi ikke alle medlemslande kan opnå samme ordning. De bilaterale flyaftaler omhandler bl.a. retten til at flyve internt i andre lande end det, hvor et flyselskab hører hjemme, og for øjeblikket findes der sådanne bilaterale aftaler mellem USA og otte EU-lande, mens de øvrige 17 medlemslande altså ikke har tilsvarende aftaler.
Der har i årevis hersket uenighed mellem EU og USA om, hvorvidt der skal bygges videre på de bilaterale aftaler, eller indgås en fælles aftale for hele EU; – den såkaldte Open Skies aftale. USA fastholder, at EU består af 25 selvstændige lande, som amerikanske selskaber frit kan flyve mellem. Men omvendt har EU-baserede flyselskaber ikke tilsvarende muligheder for at flyve frit indenrigs i USA.
(Børsen d. 21.07.2004)

Skrevet af