Taxiboykot af lufthavnen synes at fortsætte

Konflikten mellem vrede taxachauffører og lufthavnen synes kørt fast. Parterne bag aftalen om færre taxaer står fast – det samme siger chaufførerne, at de gør.



”Nu skruer vi bissen på. Det bliver hårdt mod hårdt. Vi fortsætter med at blokere, indtil lufthavnen sætter sæk over skiltet med reglerne eller fjerner det,” siger chauffør Stig Rugaard fra aktionsgruppen til Ritzau.



Omvendt oplyser Chaufførernes Fagforening, Storkøbenhavns Taxinævn, Dansk Taxi Råd og Københavns Lufthavn, at de fastholder aftalen om reduceret adgang for taxaer i lufthavnen.



Efter taxichaufførers blokade til taxa-holdepladserne i lufthavnen de seneste dage, bekræftede parterne bag aftalen onsdag, at aftalen holder.

Parterne fastholder aftalen om trafikregulering for taxaer, som trådte i kraft i mandags. Ifølge aftalen må taxier med lige endetal på bevillingspladen ikke benytte holdepladser i lufthavnen på lige datoer, det samme gælder ulige endetal på bevillingspladen på ulige datoer.



Den indgåede aftale skal bl.a., oplyses det, løse problemet med ophobning af taxier på Flyvervej og Ellehammersvej i lufthavnen samt at passagerer, der ønsker korte ture, forulempes af taxachauffører.


Skrevet af