Personalemangel i lufthavne

Det har medført, at Sønderborg Lufthavn har fået tilladelse til at udbyde en Aerodrome Flight Information Service uddannelse – populært kaldet AFIS. I lighed med eksempelvis uddannelsen til pilot skulle eleverne selv dække uddannelsesomkostningerne på mellem 150.000 og 200.000 kr. Det var der imidlertid ingen, som var interesseret i. Der kom ingen tilmeldinger.

”Med et arbejdsmarked, hvor der stort set ikke er nogen arbejdsløshed, er der ingen, som er interesseret i selv at bruge knap 200.000 på en AFIS-uddannelse. Vores problem er imidlertid, at vi akut står og mangler tre personer. Dem skal vi finde, og derfor har vi nu fået en ekstrabevilling, der gør, at vi kan gennemføre uddannelsesforløbet og gratis tilbyde egnede kandidater AFIS-certifikatet”, siger lederen af Sønderborg Lufthavn, Marianne Hvid ifølge epn.dk.

”De personer vi vil tilbyde uddannelsen og som efterfølgende har mulighed for en fastansættelse, skal være lokalt forankret, have et godt helbred, en erhvervsfaglig baggrund og en uddannelse på gymnasialt niveau med hovedvægt på matematik og engelsk. Jeg håber, at mange vil søge den gratis uddannelse, der i øvrigt er internationalt anerkendt”, fortsætter lufthavnschefen.

AFIS-operatørens opgave er fra sin plads i kontroltårnet at informere og rådgive og derved hindre flysammenstød. I de fleste lufthavne er det også AFIS-operatøren, som varetager vejrobservatørtjenesten.

Det er flyvelederne i København, der har det overordnede ansvar for lufttrafikken over Danmark. AFIS-operatørernes opgave er koncentreret omkring den enkelte lufthavn.

Skrevet af