Udsigt til mere sikkerhedskontrol i lufthavne

I fremtiden skal de europæiske regler for sikkerhedstjek i højere grad ligne de amerikanske. Det er et led i den luftfartsaftale ’Open Skies’, som de 27 transportministre i går blev enige om i Bruxelles.



”Der er allerede et stort sikkerhedssamarbejde mellem USA og EU. Det vil blive gjort endnu stærkere med den nye luftfartsaftale,” siger Michele Cercone, talsmand for transportkommissær Jacques Barrot.



Transportminister Flemming Hansen bad i sidste uge EU-kommissionen undersøge nødvendigheden af de nuværende sikkerhedstjek i lufthavne.

Han ønskede klarlagt, om det f.eks. er nødvendigt med en skærpet væskekontrol, eller om det blot spilder de rejsendes tid, skriver Politiken.



Men med den store transatlantiske aftale skal amerikanerne også tages med på råd. Således vil EU og USA arbejde i retning af mere ensartede regler og praksis i forbindelse med sikkerhedskontrol.



I dag er det mere omstændeligt og tidsrøvende at flyve til USA end til andre EU-lande. Det bekræfter både Københavns Lufthavn og Statens Luftfartsvæsen.



I Statens Lufthavnsvæsen er den overordnede opfattelse, at sikkerhedsniveauet er lige højt og lige forsvarligt i USA og Europa. Men selve procedurerne er forskellige, og det er årsagen til de længere ventetider i Københavns Lufthavn, når man skal flyve til USA.



”Vi håber på bedre koordinering. Der vil komme flere afgange, så vi skal i fællesskab bedst muligt forhindre ildesindede personer i at skade luftfarten. Men samtidig skal vi også sikre luftfarten ved ikke at opstille unødige gener for passagererne,” siger Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i Statens Lufthavnsvæsen.



Luftfartsaftalen ’Open Skies’ liberaliserer det transatlantiske luftrum. Fremover vil europæiske og amerikanske flyselskaber lettere få adgang til at flyve fra hinandens lufthavne.



Beregninger fra kommissionen forudser en 34 procents stigning af passagerer, som vil krydse Atlanten. I runde tal 26 millioner flere, der skal gennem de amerikanske og europæiske sikkerhedstjek inden for de første fem år.

Skrevet af