Formidling af vikingehistorien i Odense. (Foto: 24Copenhagen | Odense Kommune | PR)

Afsætter 10 millioner til vikingesatsning i Odense

I Odense er der netop blevet lanceret en ny strategisk indsats, der vil bruge byens UNESCO-ringborg Nonnebakken og vikingetiden som løftestang til at trække flere turister til.

Nonnebakken er en af de fem danske ringborge fra vikingetiden, der i september 2023 blev udnævnt til en plads på UNESCO’s liste over verdensarv.

Selvom sporene af Harald Blåtands ringborg ligger begravet under Odense, skal de fremtidige besøgende i byen dog ikke være i tvivl om den fynske hovedstads rolle som et af vikingetidens store magt- og handelscentre, mener byrådet i Odense Kommune.

Derfor har man netop øremærket 10 millioner kroner til fem initiativer, der i løbet af de kommende tre år med kommunens egne ord skal medvirke til at styrke byens kulturelle identitet og sørge for, at vikingetiden får en tydelig plads i byrummet.

Er allerede i gang
Millionerne skal bruges på visuel wayfinding, etableringen af en central legeplads med vikingerne som tema, udvikling af fællesskabsorienterede formidlingsprojekter og en række kunstværker, ligesom kommunen vil rejse et stort monument, som man mener vil få international tiltrækningskraft.

De bliver dog ikke de eneste initiativer. Man er allerede i færd med at gøre resterne af Nonnebakken synlige gennem forskellige arkitektoniske greb og udendørs formidling. Derudover arbejdes der også på flere andre projekter i byen.

Et af dem er, at fortællingen om den kirke, hvor Knud den Hellige blev dræbt, skal styrkes således, at Alban Torv i højere grad end i dag vil formidle historien om Odenses rolle i overgangen fra vikingetid til kristendom.

Ligger under fødderne
Det nye projekt er blevet navngivet ’Vikingernes Odense’, og håbet er, at det vil gøre byens vikingehistorie til en synlig og sammenhængende del af det moderne Odense, der kan få borgerne til at gå på opdagelse og få flere turister til at komme på besøg.

“Odense er en af Danmarks ældste byer med en historie, der går mere end 1.000 år tilbage. Her blev skrevet et kapitel af den tidlige danmarkshistorie, og de spor ligger stadig under vores fødder,” siger Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune.

”Med ’Vikingernes Odense’ gør vi den fortælling levende og nærværende i bybilledet for alle odenseanere, og dermed styrker vi både fortællingen om en vigtig del af vores fælles kulturarv og vores position som en attraktiv kulturby, der kan tiltrække endnu flere gæster.”

 

Relaterede artikler:

Drømmer om turistattraktion af international kaliber

Vikingetiden skal trække turister til Danmark

Fem danske ringborge på UNESCOs verdensarvsliste