Air Berlin afbestiller 33 nye fly

2019/08/defaultmain.jpg2019/08/defaultmain.jpgAirBerlin B737FLYSELSKABER: For at spare har Oneworld-medlemmet netop aflyst ordre på 18 nye Boeing B737 og 15 B787. De 33 fly havde officiel listepris på 5 milliarder dollars. Air Berlin slås med røde tal på bundlinjen.

Air Berlin, som Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer 29 pct. af, kæmper for atter at give overskud. Der har været fyringsrunder og lukning af underskudsgivende ruter, efter den tidligere ledelse ekspanderede alt for kraftigt, hvilket gav selskabet en stor gæld. Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg har Air Berlin de seneste seks år tabt en milliard dollars.

Air Berlin er Tysklands næststørste flyselskab efter Lufthansa, der sammen med Ryanair er blandt Air Berlins største konkurrenter.

Sidste måned kom Air Berlin med nye sparetiltag, herunder atter at gøre flyflåden mindre og bruge mindre fly på en række ruter.

Etihad Airways har pumpet ca. 500 mio. dollars. i Air Berlin, der i dag bl.a. har 45 Boeing B737 samt Airbus A330’ere til langruterne.

Boeing oplyser, at de aflyste bestillinger fra Air Berlin, ikke vil koste flyselskabet afgifter. Boeing har bestillinger på 5.200 fly, heraf næsten 4.000 B737 og knap 900 Boeing B787 Dreamliners.