Air Berlin klar til business class i Europa

Air Berlin Airbus A330-200 fly lufthavnLUFTFART: Fra 4. oktober letter Oneworld-medlemmet for første gang med business class på sine tyske indenrigsruter og flyvninger indenfor Europa. Air Berlin har i forvejen business class på langruter – og øger næste år på USA.

Nu kan Air Berlins nye europæiske business class bookes – den går i luften 4. oktober. Passagererne på Air Berlins business class får bedre benplads, frit midtersæde og dobbelt så mange bonuspoint.

De rejsende på business class kan medbringe to stykker bagage på hver 32 kg og to stykker håndbagage. Billetterne på business class er meget fleksible, og de rejsende får bl.a. lounge-adgang samt fast track i lufthavne med denne mulighed.

Air Berlin var sidste år 8. største flyselskab i Københavns Lufthavn med næsten en halv mio. passagerer på ruterne fra Berlin og Düsseldorf. Air Berlin har også rute fra Berlin til Billund Lufthavn.

Tysklands næststørste flyselskab, som Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer næsten 30 pct. af, havde sidste år over 30 mio. passagerer og fløj til 131 destinationer.

Air Berlin vokser næste år på USA med 50 pct. Der kommer nye ruter fra Berlin til Los Angeles og San Francisco og fra Düsseldorf til Orlando. Oneworld-medlemmet går fra 55 til 78 ugentlige USA-fly.

Air Berlin, der næste år flyver til otte lufthavne i USA, får tre ekstra Airbus A330-200 til det udvidede USA-program. Alle med 19 sæder på Business Class og 271 på Economy.