Oneworld-medlemmet fjerner sæsonruterne fra Düsseldorf til Las Vegas, San Francisco og Vancouver. Til gengæld kommer der flere afgange fra Berlin og Düsseldorf til New York JFK, Los Angeles og Miami.
Ændringerne kommer fra maj næste år, hvor Air Berlin vil føde passagerer ind til sin amerikanske Oneworld-partner – der dog måske er ved at blive overtaget af US Airways fra Star Alliance.
”Vores overordnede mål er at få Air Berlin til at blive lønsom igen”, lyder det fra selskabet, der også vil styrke samarbejdet med andre Oneworld-partnere samt Etihad Airways fra Abu Dhabi, der ejer 29% af Air Berlin.
Air Berlin åbner til marts ny rute fra Berlin til Chicago og øger fra maj på New York JFK, Los Angeles og Miami – mens sæsonruterne fra Düsseldorf til Las Vegas, San Francisco og canadiske Vancouver lukkes.
Air Berlin flyver allerede fra Berlin og Düsseldorf til American Airlines hubs i New York JFK, Los Angeles, Miami og Chicago.
Fra maj øges antallet af afgange fra Düsseldorf til New York fra syv til ti om ugen. Også fra Düsseldorf til Miami stiger Air Berlin fra maj til en daglig afgang mod i dag fem fly om ugen. Ligeledes kommer et ekstra ugentligt fly mellem Düsseldorf og Los Angeles, dermed er der fire om ugen.
Fra Berlin øger Air Berlin til maj på Miami, der går fra tre til fem afgange om ugen.