Air Berlin på vingerne for Discover America

air berlin brand usaTURISME: Som formentlig første flyselskab i Europa har Air Berlin nu fly som reklamerer for Discover America, der markedsfører USA som rejseland.

Discover America – eller Brand USA – er USA’s officielle marketing organisation for at promovere rejser til USA. Discover America har netop indledt samarbejde med Air Berlin som bl.a. indebærer, at en Airbus A320 fra selskabet flyver rundt med Discover Americas logo malet på siderne.

Air Berlin flyver til USA fra såvel Berlin som Düsseldorf, hvor Oneworld-medlemmet betjener Chicago, Fort Myers i Florida, Los Angeles, Miami og New York JFK.

Ved præsentationen af Discover America-flyet sagde Alfredo Gonzalez, Senior Vice President of Global Partnership Development Brand USA: “Denne usædvanlige marketingkampagne med Air Berlin kommer også fordi, Tyskland efter England er USA’s største marked i Europa. Vi håber flyet vil skaffe øget opmærksomhed om rejser til USA, og at USA i år kommer op på at modtage to millioner rejsende fra Tyskland.”

I alt flyver Air Berlin til 171 destinationer – sidste år havde selskabet 31,5 mio. passagerer. Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer 29,21 pct. af Air Berlin.