Air Berlin skifter atter koncernchef

Stefan Pichler.

Stefan Pichler.

FLYSELSKABER: Tysklands næststørste flyselskab skal have ny koncernchef, den fjerde på tre år. Fra februar får tyske Stefan Pichler opgaven med at skaffe sorte tal på bundlinjen. Han har stor erfaring med omstrukturering af flyselskaber – senest Fiji Airways.

57-årige Stefan Pichler afløser østrigske Wolfgang Prock-Schauer, der tiltrådte i januar sidste år. Wolfgang Prock-Schauer fortsætter i Air Berlin som ansvarlig for flyselskabets strategi og planlægning, hvilket han var, da han blev rykket op som koncernchef.

Stefan Pichler overtager direktørstolen fra februar næste år. Her skal han videreføre Air Berlin-gruppens arbejde med at vende tilbage til sorte tal på bundlinjen. Han har været i luftfarten i 25 år og har, oplyser aibe, stor erfaring i at drive flyselskaber, såvel rute- som charterflyselskaber.

Han kommer fra stilling hos Fiji Airways, hvor han stod i spidsen for flyselskabets turnaround-program. Fiji Airways, det tidligere Air Pacific, kunne for nylig melde om sit hidtil bedste årsresultat.

Inden Fiji Airways var han chef for kuwaitiske Jazeera Airways, hvor han også stod for et turnaround- program, der gav 13 kvartaler i træk med overskud. Stefan Pichler har også været vicekoncernchef i australske Virgin Blue Airlines, stået i spidsen for Thomas Cook og været kommerciel direktør i Lufthansa.

”Jeg glæder mig til arbejdet med Air Berlin og være med til at genopbygge motivationen og kampånden hos de ansatte,” siger Stefan Pichler.

Wolfgang Prock-Schauer blev koncernchef for Air Berlin i januar sidste år, hvor han afløste Hartmut Mehdorn, der var midlertidig koncernchef efter navnkundige Joachim Hunold stoppede i efteråret 2011.

Air Berlin, der er medlem af Oneworld-alliancen, betjener 171 destinationer i og udenfor Europa, sidste år havde selskabet 31,5 mio. passagerer. Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer knap 30 pct. af det tyske flyselskab.