Air France-KLM afviser Berlusconi-tilnærmelse

Topchefen i flyselskabet Air France-KLM, Jean-Cyril Spinetta, afviste mandag en tilnærmelse fra Italiens regeringsleder, Silvio Berlusconi, der i weekenden betegnede Air France-KLM som en ”mulig og god partner” for Alitalia.

 

Berlusconi var ellers oprindelig stærkt afvisende overfor det franske tilbud om en overtagelse af det nødlidende italienske flyselskab, og Air france-KLM trak af samme grund tilbuddet på Alitalia tilbage.

 

Og der er ikke nogen genfremsættelse eller et nyt tilbud på vej. Ifølge Jean-Cyril Spinetta har det fransk-hollandske flyselskab for længst droppet enhver tanke om at redde det italienske flyselskab.

 

Alitalia’s situation er, gennem de seneste uger, blevet om muligt endnu værre, på grund af stigningerne i brændstofpriserne, og den italienske regering har netop indledt det tredje forsøg på 18 måneder, i bestræbelserne på at finde en køber til flyselskabet.

Skrevet af webredaktionen