Air France-KLM klar til fusion med Alitalia

Alitalia Airbus A320Den store flykoncern er åben for at fusionere med kriseramte Alitalia, hvilket man skønner vil være den bedst tænkelige løsning for en turn-around for det italienske flyselskab.

Men begge sider understreger, at et hvilket som helst samarbejde er afhængigt af en række betingelser, der skal løses på forhånd, mens tiden er ved at rinde ud for Alitalia.

Italiens regering og Alitalias aktionærer har opfordret AF-KLM til at forhøje sin aktiepost fra de nuværende 25% og eventuelt helt overtage selskabet.

Men der er uoverensstemmelser med hensyn til de økonomiske forpligtelser og en mulig ny forretningsmodel, hvis man skal komme videre med fusionsplanerne.

“Vores betingelser er ret præcise. Hvis de imødekommes, er vi villigere til at gå videre”, siger Air France-KLMs CEO Alexandre de Juniac til avisen Les Echos uden at komme med detaljer.

Gilberto Benetton, der repræsenterer erhvervsaktionærerne i Alitalia, fastslår, at man gerne ser en overtagelse, men kun under forudsætning af en beskyttelse af de italienske investeringer.

Det var meningen, at premierminister Enrico Letta, andre fagministre, banker og Alitalias ledelse skulle mødes tirsdag for at finde en vej til at styrke Alitalias økonomi, så flyselskabet kunne blive mere ’spiseligt’ for Air France-KLM, men mødet måtte aflyses på grund af den usikre politiske situation i Italien.

Analytikere mener, at der skal investeres omkring 500 millioner Euro i Alitalia for at holde selskabet flyvende og samtidig investere i langdistanceflyvninger.