Air France KLM udskyder investeringer i fly

Europas største flyselskab, Air France KLM, udskyder nu investering på over 10 mia. kr. I nye, og mere brændstofbesparende fly. Ifølge epn.dk og Financial Times er det blandt andet indkøbet af 15 nye Boeing 777 maskiner, der ikke bliver gennemført som planlagt, og selskabets ledelse forklarer, at det er den globale usikerhed om udviklingen i de kommende år, der har ført til beslutningen.

 

Således er det ikke længere høje fuelpriser, der holder topledelsen i flyselskabet vågne om natten. Olieprisen er da også faldet markant siden juli måned, hvor den toppede med 147 USD pr. Tønde. I øjeblikket er prisen under det halve.

 

Til gengæld kan en længerevarende økonomisk afmatning føre til kraftigt faldende passagertal, og det er denne udvikling Air France KLM vil tage højde for ved at udskyde anskaffelsen af de mange nye fly.

Skrevet af Webredaktionen