Air France-KLM vil udsætte A380-køb

Flykoncernen er i forhandlinger med Airbus om at få udsat leveringen de næste Airbus A380, man har bestilt, fordi man slider for at reducere omkostninger og gæld.

Det fransk-hollandske flyselskab har otte A380 i drift efter at have modtaget to sidste år og har yderligere fire gigantfly i ordre.

“Forhandlingerne er stadig i gang for at finde de nye leveringsdatoer for de fire fly, som er i ordre, men endnu ikke leveret”, lyder det fra flykoncernen.

Air France-KLM arbejder for igen at opnå overskud og reducere gælden med 2 milliarder Euro ved udgangen af 2014.

Selskabet oplyser, at man har aflyst en option på endnu en A380 og har udsat leveringen af en Boeing 777-300ER med et år.

Hertil kommer en aftale om at udsætte leverancen af tre Airbus A320 og en Boeing 777-300.

En talskvinde for Air France-KLM siger at man ønsker at udsætte leveringen af de to A380, man skulle modtage i år – den ene til september og den anden til april næste år, mens de to leverancer i 2014, ønskes yderligere udsat.