Air France og KLM skruer op

KLM billund lufthavn flyFLYSELSKABER: KLM’s sommerprogram giver større betjening på dets danske ruter – på verdensplan øger Air France og de flyvende hollændere med 1,7 pct.

Om Air France og KLM’s sommerfartplan fra Danmark siger selskabernes landechef i Danmark, Guillaume Glass: “Air France og KLM fortsætter væksten på det danske marked denne sommersæson med to procent mere kapacitet på Københavns Lufthavn og fem procent fra Billund. Aalborg, hvor kapaciteten i 2013 blev øget fra to til tre daglige KLM-afgange på hverdage, holder sig på samme niveau.”

Samlet øger Air France og KLM deres udbudte kapacitet med 1,7 pct. denne sommersæson. KLM får 2,6 pct. mere kapacitet sammenlignet med sidste års sommersæson, væksten er størst indenfor Europa med næsten otte procent. KLM betjener 71 lufthavne i Europa mod 67 forrige sommer. De fire nye destinationer er spanske Bilbao, italienske Firenze og Torino samt Zagreb i Kroatien. KLM får fra sommerprogrammet også fem daglige flyvninger til norske Bergen.

I Nordamerika øger KLM på New York og Houston. Og KLM fastholder sin nye rute til Santiago de Chile – ligeledes skruer KLM op for betjeningen af Cape Town i Sydafrika.

Air France og KLM har i år mulighed for at fejre 10-året for deres sammenlægning. Begge er medlem af Skyteam-alliancen.