FLYSELSKABER: Fra 31. marts næste år begynder Air France at flyve tre gange om ugen til hovedstaden i Brasilien, Brasilia. Allerede 2. februar forlænger KLM sin rute til Buenos Aires tre gange om ugen til Santiago i Chile.
I første halvdel af 2014 vil Air France også flyve dagligt til Brasiliens største by, Sao Paulo. Air France åbnede sidste måned til Panama City med tre ugentlige fly fra Paris.
Samlet vil Air France og KLM denne vintersæson betjene 26 destinationer i Latinamerika med op til 238 ugentlige flyvninger fra Paris og Amsterdam.
”Latinamerika i almindelighed, og især Brasilien, er i økonomisk fremgang. Med værtskabet for VM i fodbold i 2014 og værtskabet for Sommer-OL i 2016 kommer Brasilien til at opleve en øget turisme – den ønsker Air France og KLM at være en del af,” siger Guillaume Glass, landechef i Danmark for Air France KLM.