Air Berlin får europæisk business class

AirBerlin B737-800Det tyske Oneworld-medlem begynder i år for første gang at tilbyde business class på sine flyvninger indenfor Tyskland og Europa. Air Berlin står også foran stor vækst på USA.

Mens Air Berlin hidtil i Europa har haft en one class-kabine med en typisk sædeopstilling med tre sæder i hver side af flyet, introducerer flyselskabet i løbet af i år nu for første gang business class.

På de forreste rækker bliver der bedre benplads, ligesom midtersædet holdes frit. Air Berlin vil også fordoble bonuspoint til rejsende på den nye business class. Selskabet har i forvejen business class på sine langruter.

Selskabet, der også flyver mellem Berlin og Billund, var sidste år 8. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 483.000 passagerer på ruter fra Berlin og Düsseldorf.

Koncernchef for økonomisk trængte Air Berlin, Stefan Pichler: ”Vi er i gang med at skabe et nyt og stærkere Air Berlin. Business class på tysk indenrigs og flyvninger indenfor Europa er en del af denne omstrukturering.”

Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer over 29 pct. af Air Berlin, der sidste år havde 30 mio. passagerer og fløj til 147 destinationer.

”Vores nye business class vil gøre os mere attraktive for forretningspassagerer og hyppigt rejsende ligesom vi nu kan tilbyde business class på hele rejsen,” siger Stefan Pichler.

Air Berlin vil som led i sin nye business class også få særskilt check-in for business-rejsende samt adgang til fast track ved sikkerhedskontrollen og lounge-adgang.

Rejsende på business class må medbringe 2 x 32 kg check-in bagage ligesom billetten kan ombookes uden afgift. De får også dobbelt så mange points til selskabets bonusprogram, Topbonus, som hvis de fløj på economy.

Fra næste sommer skruer airberlin også på sit rutenetværk fra Berlin og Düsseldorf til USA. Der kommer en vækst på ca. 50 pct. og 78 fly om ugen til otte destinationer.