Airbus plaget af nye forsinkelser

Airbus kommer formentlig ikke til at levere 25 eksemplarer af superjumboen A380, som selskabet stod til at skulle aflevere i 2009. Oplysningen stammer fra det tyske finansmagasin Wirtschaftswoche, der henviser til et brev, som Airbus’ koncernchef Thomas Enders har sendt til sine kunder. Det fik i går aktien til øjeblikkeligt at falde 2,4 pct. i Airbus’ moderselskab EADS, skriver Børsen i dag.

Wirtschafstwoche stiller sig tvivlende overfor, om Airbus vil kunne leve op til sin ambition om at levere fire eksemplarer af flyet om måneden fremover. Airbus koncernchef Thomas Enders har dog også beordret en ny tilbundsgående undersøgelse af A380-programmet i forbindelse med forsinkelsen.

Airbus rammes bl.a. af, at selskabets produktionsomkostninger er i euro, imens flyene sælges for dollars – modsat f.eks. den amerikanske konkurrent Boeing, der både producerer for og sælger i dollars.

Skrevet af Simon Jørgensen