Aktiesalg gav Lufthansa overskud

Den store tyske flykoncern præsenterer et nettooverskud på 990 millioner Euro for 2012, hvor et større salg af aktieposter sikrede overgangen fra underskud året før på 13 millioner Euro.

Selskabet oplyser samtidig, at man suspenderer udbetalingen af udbytte og placerer hele overskuddet i selskabet for at styrke de store omstruktureringsplaner.

“Bestyrelsen planlægger at lukke visse afdelinger og fusionere en række administrative funktioner”, hedder det i en kommentar til 2012-resultatet som er offentliggjort forud for den officielle udsendelse 14. marts.

Driftsoverskuddet faldt til 524 millioner Euro fra 820 millioner året før, hvilket til dels afspejler omkostningerne på 160 millioner Euro i forbindelse med besparelsesprogrammet Score.

Lufthansa advarede sidste år om, at den ventede fortjeneste på Score kunne blive opslugt af høje brændstofpriser og lavere økonomisk vækst, hvorfor man måtte intensivere besparelsesplanerne, der efter planen skal sikre forbedrede driftsresultater fra 2015 i størrelsesordenen 1,5 milliarder Euro.

Koncernen oplyser, at flytningen af Austrian Airlines operationer til Tyrolean Airways gav en engangsgevinst på 115 millioner Euro til driftsresultatet.

Lufthansa vil bestille otte langdistancefly og 100 fly til korte og mellemdistancer til en samlet pris på omkring ni milliarder Euro. Flyene skal leveres mellem 2015 og 2025 fra Airbus og Boeing.