Alitalia undgår muligvis konkurs

Det ser ud til, at Alitalia i sidste øjeblik undgår en konkurs efter, at piloternes fagforbund, ANPAC, har godkendt den såkaldte Fønix-plan. Efter ugers hårde forhandlinger sagde piloternes fagforening i weekenden  ja til en redningsplan, der indebærer, at omkring en sjettedel af selskabets  ansatte fyres, og at alle medarbejdere skal arbejde mere for samme løn. Det skriver Børsen i dag.

 

Piloterne var dog de sværeste at overtale på grund af deres privilegier og gennemsnitlønninger på omkring 1 mio. kr. i det gamle Alitalia. Aftalen med dem betyder, at ca. 800 af de 2500 piloter skal fyres. 1550 ansættes på fuldtidskontrakter i det nye selskab, mens 139 får deltidskontrakter. Piloterne går mellem 6 og 7 pct. ned i løn, som de dog kan tjene ind igen ved at arbejde ?ere timer.

 

I alt får det nye Alitalia plads til omkring 12.500 af de ca. 16.000 fuldtidsansatte. 3000 løst ansatte ryger også ud, men regeringen har lovet, at de fyrede vil få tilbudt job i den offentlige administration.

 

Selskabet under det nye navn Compagnia Aerea Italiana, CAI, skal samtidig indgå i et partnerskab med formentlig enten Air France eller Lufthansa, og Lufthansas bestyrelsesformand, Wolfgang Mayrhuber, har ifølge Bloomberg været til møde med den italienske regering.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen