Alkohol koster på vægten

Nye beregninger fra Videncenter for Fødevarer og Sundhed (Viffos) viser, at der er god grund til at være lige så opmærksom på drikkevarerne, som på det man spiser, siger Iben Humble Kristensen, udviklingskonsulent i Viffos til avisen.dk.

 

Viffos tager udgangspunkt i en såkaldt ’feriepakke’, som består af en stor fadøl, tre glas vin og en gin og tonic, men den kunne lige så godt rumme tre store fadøl. Et sådant dagligt forbrug vil på tre uger øge mængden af kropsfedt med 1,7 kg.

 

Feriepakken svarer til en tredjedel af det daglige kaloriebehov for kvinder, som altså må skære ned på maden med en tredjedel for at undgå at tage på – for mænd er der tale om en fjerdedel.

 

Eller man kan holde aktiv ferie. For en kvinde skal der spadseres i tre timer og 22 minutter dagligt for at forbrænde feriepakken. Mænd kan ’nøjes’ med to timer og 45 minutter.

 

Kvinder kan alternativt cykle i en time og 23 minutter eller lave husarbejde i tre timer og 10 minutter. For mænd skal der cykles i en time og otte minutter eller husarbejdes i to timer og 36 minutter. Beregningerne bygger på, at manden vejer 77 kg og kvinden 63 kg.

 

Det bringer unægteligt begrebet ’aktiv ferie’ i et helt særligt lys.

Skrevet af Flemming Juul