Alkohol med i 10-15% af skiskaderne

Relationerne mellem alkohol og skiulykker er ikke officielt behandlet statistisk, men assistanceselskabet SOS International skønner, at 10-15% af skiulykkerne er alkohol-relaterede, skriver avisen.dk.

Teammanager i SOS International – Brian Kristensen – siger til Newspaq, at man ofte hører om ski-picnics, hvor skiløberne tager alkohol med ud på pisterne, hvorefter de kommer galt af sted. Alle de tilfælde, der kommer SOS International for øre bliver registreret og viser, at ulykkerne især sker, når der er drukket alkohol.

Hos Højmark Rejser er man kendt med, at vinterferien ud over skiløb ofte rummer masser af våde varer, når udfoldelserne på pisterne er ovre, men ifølge John Andersen fra rejsebureauet gør man en indsats for, at drikkeriet ikke skal tage overhånd – for eksempel ved at selskabets guider holder en slags opsyn under afterski.

2.166 danskere er indtil nu kommet til skade i Østrig, Frankrig, Italien og Schweiz, viser tallene fra SOS International.

Skrevet af Flemming Juul