Alle flyvninger til og fra Bangkok aflyst

Mindst 3000 passagerer var i går strandet i Bangkoks internationale lufthavn, efter at regeringsfjendtlige demonstranter havde stormet lufthavnsbygningen. Det oplyste lufthavnsdirektøren, Serirat Prasutanon.

 

Han meddelte desuden, at alle fly til og fra Thailands største lufthavn, tirsdag var aflyst, fordi demonstranterne nægtede at forhandle med andre end premierministeren selv. Det skriver Ritzau.

 

– Lufthavnen vil begynde at fungere igen, når demonstranterne trækker sig tilbage, men jeg har ingen idé om, hvornår det sker, sagde Serirat Prasutanon.

 

Stormen på lufthavnen fandt sted, efter at medlemmer af oppositionspartiet Folkets Alliance for Demokrati (PAD) affyrede skud mod regeringstilhængere på en af hovedvejene ud til lufthavnen, skriver Ritzau.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen