Alle priser med moms

Forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe.

ERHVERV: Priser på varer og tjenesteydelser skal altid være med moms, når markedsføringen er rettet mod forbrugere. Efter 15. april vil Forbrugerombudsmanden politianmelde erhvervsdrivende, der overtræder reglen.

Når en erhvervsdrivende markedsfører sig over for forbrugere, skal de oplyste priser være med moms, uanset om det er prisskiltning, annoncer eller tilbudsgivning. Forbrugerne skal kunne regne med de priser på varer og tjenesteydelser, som de præsenteres for.

Det understreger forbrugerombudsmand Henrik Øe, der jævnligt hører fra forbrugere og erhvervsdrivende, at der er problemer med priser uden moms. Senest har en brancheorganisation oplyst over for Forbrugerombudsmanden, at flere erhvervsdrivende angiver deres priser uden moms.

Henrik Øe siger: ”Langt de fleste virksomheder følger reglerne og angiver deres priser inklusive moms. Jeg kan dog konstatere, at der er virksomheder, som annoncerer med priser uden moms overfor forbrugerne, og det vil jeg nu kigge nærmere på. Når en prisangivelse er uden moms, fremstår den umiddelbart lavere, end den reelt er, og det kan forvride konkurrencen.”

”I perioden frem til 15. april vil jeg ikke tage nye sager op. De erhvervsdrivende, der i dag ikke er bekendte med reglerne, vil dermed få en chance for at rette ind. Er der efter den 15. april fortsat erhvervsdrivende, som ikke overholder reglerne, er jeg indstillet på at tage håndhævelsesskridt,” siger Henrik Øe.

Moms skal altid være indregnet i prisen. Det er ikke tilstrækkeligt at oplyse om, at der vil blive tillagt moms. Det vil derfor være ulovligt, når: prisen står oplyst uden moms, f.eks.: ”ekskl. moms”, eller at tage et generelt prisforbehold, f.eks. ”alle vores priser er ekskl. moms” osv.

Forbrugerombudsmandens hjemmeside har flere informationer om emnet.