Almar Örn tilbage som chef for Sterling

Sterling har netop i en pressemeddelelse bekræftet, at selskabets direktør siden foråret, amerikanske Reza Taleghani, forlader virksomheden. Han erstattes af selskabets tidligere direktør, Almar Örn Hilmarsson.

 

Kilder tæt på Sterling vurderer, at udskiftningen i flyelskabets topledelse er en naturlig konsekvens af det skifte i ejerkredsen, der tilsyneladende fandt sted i slutningen af sidste uge. Hilmarsson blev således hentet til Sterling i 2005 af netop Palmi Haraldsson, der i fredags, gennem nyhedsbrevbet Travelpeople offentliggjorde, at man havde udkøbt medinvestorerne i Northern Travel Holding, som bl.a. ejer Sterling. Den pågældende aktiehandel har dog endnu ikke kunnet verificeres hos de øvrige investorer i Northern Travel Holding.

 

Reza Taleghani var før chefjobbet i Sterling tilknyttet investeringskoncernen JP Morgan i New York, og iagttagere vurderede ved hans tiltræden, at Taleghani reelt var indsat af de kreditgivende banker for at vende udviklingen i det underskudsplagede lavprisselskab.

Skrevet af Christian Peschardt