Amerikansk turistindustri frygter benzinpriser

Amerikanske økonomer og turistorganisationer er bange for, at de stigende benzin- og oliepriser vil skade turistindustrien. Ikke mindst frygter de, at amerikanerne selv vil vende hver dollar, inden de sætter sig ind i bilen og drager på ferie på hjemmebane.

Amerikanske økonomer spår, at benzinpriserne vil snige sig op på 4,40 kroner per liter til sommer og måske endda passere de fem kroner efter sommerferien. For europæere lyder det ikke af meget, men for amerikanerne er der tale om en fordobling af benzinpriserne på meget kort tid.

Viceminister i det amerikanske handelsministerium, Ana Guevara, er dog optimistisk. Hun mener ikke, at amerikanerne vil opgive deres ferieplaner og køre eller flyve kortere. Derimod tror hun, at de måske vil bo på knap så dyre hoteller og spise på knap så dyre restauranter, og således kan andre brancher i turistindustrien måske ligefrem tjene på stigningen.

(Politiken, d. 26. marts, 2008)

Skrevet af