Amerikanske flyforsinkelser rammer især indenrigsfly

United_EWRDen 21. april iværksatte den amerikanske regering en såkaldt furlough (tvungen orlov) for alle offentligt ansatte i lufthavne under Federal Aviation Administration (FAA).

Det gælder for eksempel personale i kontroltårne og i told. Den tvungne orlov betyder, at samtlige 47.000 FAA-ansatte mister en arbejdsdag hver anden uge, hvilket ifølge FAA er nødvendigt for at spare de 637 millioner dollar, som man er pålagt af regeringen.

Lufthavne og flyselskaber frygter store forsinkelser, og de første dage har der været forsinkelser i New York, Florida og Philadelphia. Det er usikkert i hvor stort omfang, de skyldes besparelserne, og direktør for Discover America Denmark og Atlantic Link, Karin Gert Nielsen, siger om situationen:

”Man skal tage tallene med et gran salt, da det er helt normalt, at der er mange daglige forsinkelser og aflysninger. Det, der er vigtigt, er, at det primært er indenrigsflyene, der rammes. Jeg anbefaler indenrigsrejsende i USA at undgå morgen- og aftenafgange, hvor der er mest travlt. I øvrigt vil jeg råde alle til at kontakte flyselskab eller rejsebureau med eventuelle spørgsmål.”