Anne og Anders i Dansk Vestindien

anne og andersDe tidligere danske øer er rammen for DR2s udsendelse ’Anne og Anders på sporet af det tabte land’. Anders Agger og Anne Hjernøe har besøgt øerne for at grave i den danske historie, nyde strandene og lave lokal mad.

Forberedelserne har stået på længe, og Dansk Vestindiens Turistkontor i Danmark har hjulpet med mange praktiske detaljer. Karin Gert Nielsen, turistchef: ”Programmet er et spændende projekt, som viser danskerne de mange gode sider, som Dansk Vestindien har at byde på. I 2017 er det 100 år siden, at Danmark solgte øerne til USA, og vi er allerede i fuld gang med at planlægge fejringen både her i Danmark og ude på øerne.”

I programmet undersøger Anne, hvorvidt en omtalt Hjernø på St. Thomas er en fjern slægtning, senator Myron Jackson får et besøg, hvor der tales om den danske historie og Dansk Vestindien i dag, karnevallet opleves og det eksotiske, caribiske køkken bliver udforsket.

Anne og Anders på De Vestindiske Øer sendes på DR2 den 19.juli klokken 20.00. I fire sommerprogrammer rejser de to rejsevenner ud i det, der engang var dansk: De Dansk Vestindiske Øer, Sydslesvig, Sverige og Island.