Apollo søger flere individuelle rejsende

Apollo, Danmarks fjerdestørste charterrejsebureau, ruller i efteråret sit nye produkt, Apollo Flex, ud i Danmark. Flex, der allerede findes hos Apollo i Sverige og Norge, tilbyder pakkerejser til FIT-segmentet; en forkortelse for Free Independent/Individual Travellers.

 

Apollo har i dag kun få procent af sit passagertal på FIT, mens f.eks. Danmarks største charterarrangør, Spies, sælger ca. 15 pct. af sine rejser til individuelle rejsende.

 

Fra Apollo Danmarks nye hovedkontor på Amager Strandvej siger adm. direktør, Stefan Vilner, til takeoff.dk:

 

”Chartersalget har været velsignet af en elendig dansk sommer. Det næste er Apollo Flex. Forbrugerne skal ikke lokkes væk fra Apollo af andre, og Apollo skal dukke op med tilbud i samme søgninger om billige pakkerejser.”

 

Stefan Vilner fortsætter: ”Gennem vores schweiziske ejer, Kuoni, har vi masser af hoteller som brugerne kan koble sammen med flyafgange til alt fra London, Paris og Maldiverne. Det er som f.eks. Norwegians hjemmeside, men på Apollos hjemmeside mangler billedet af os, vi er ikke med til festen.”

 

Stefan Vilner siger, at Flex også er forsvar mod lavprisselskaber som Norwegian. Lavprisselskabet tilbyder via dets hjemmeside hoteller og andre tillægsydelser.

 

I dag er Apollo Danmarks FIT-salg ”forsvindende lille,” medgiver Stefan Vilner. Men det skal øges. Samlet har Apollo og Falk Lauritsen Rejser, som Apollo ejer, i år 240.000 chartergæster.

Skrevet af Henrik Baumgarten