Apollo-succes med Odense Lufthavn

"Apollo har haft en helt fantastisk sommersæson i Odense. De 6.000 rejser, vi har tilbudt med 11 ugentlige afgange til rejsemål ved Middelhavet, er udsolgt, og vi har fløjet med fyldte fly hele sommeren og tilfredsheden med at rejse ud af Odense har været stor," konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef i Apollo ifølge avisen.dk.

Rejserne er afviklet i skolernes sommerferie til Mallorca, Kroatien, Bulgarien, Skiathos, Thassos og Kreta.

80% af dem, der har booket en rejse ud af Odense Lufthavn, bor på Fyn. Resten kommer fra trekantsområdet i Jylland og enkelte fra Vestsjælland og øerne.

"Apollo er stærkt tilbage i sommeren 2012. Programmet for Odense er ikke helt på plads endnu, men verden skal se meget anderledes ud, hvis vi ikke kan tilbyde i omegnen af 6.000 rejser, som vi har haft i år”, siger Rikke Koks Andreassen.

Apollo har benyttet flytypen RJ100, som har 95 pladser.

Skrevet af Flemming Juul