Atlantic Airways har fået nyt flagskib

Atlantic Airways’ A319 har plads til 144 passagerer – ved overdragelsen af flyet sagde selskabets koncernchef, Magni Arge: “Vi valgte A319, da det kan give os optimale muligheder – dette ene fly vil have stor betydning for Færøernes turisme og erhvervsliv. Samtidig får vi flyet i forbindelse med Atlantic Airways’ 24 års fødselsdag.”

 

Det har været nødvendigt at forlænge landingsbanen på Færøerne fra 1.250 til 1.800 meter for det nye fly. De kommende dage skal flyet testflyve inden det indsættes på hovedruten til København 28. marts.

Atlantic Airways har i forvejen fire British Aerospace BAe 146 AVRO-RJ100 fly med plads til 97 passagerer samt to helikoptere. Det har 167 medarbejdere; omsætningen var i 2010 på 402,7 mio. kr., oplyser selskabets hjemmeside.

 

Flyene betjener ruteforbindelser fra Færøerne til forskellige byer i Danmark og England, Island og Norge. Desuden er der en omfattende virksomhed i andre lande med lejede flyvninger. Helikopterafdelingen betjener forbindelserne til de fjernere øer på Færøerne, eftersøgnings- og redningstjeneste samt off-shore flyvninger i det nordlige Atlanterhav.
 

Skrevet af Henrik Baumgarten