Atlantic Airways med ny strategi

færøerne, vagar lufthavn, atlantic airwaysFLYSELSKABER: Fremover vil der være flere billige billetter mellem Færøerne og Danmark. Det skal være billigere, lettere og enklere at rejse med Atlantic Airways. En central del af den nye strategi er, at der etableres et frekvent og stabilt rutenet mellem Færøerne, Norge, Island og Storbritannien

Strategi 2018 medfører billigere flybilletter. Kunder, der køber i god tid, vil fremover kunne flyve billigere mellem Færøerne og Danmark hele året – til 799 kroner hver vej. Dog ikke ved f.eks. juletid.

Der vil være 20 billige pladser til rådighed på langt hovedparten af alle afgange mellem Vágar Lufthavn og Kastrup, Billund og Aalborg, det svarer til 35.000 billige sæder om året. Det er en betingelse, at billetterne bliver købt senest 60 dage inden afgang, og de kan hverken ændres eller refunderes. Derudover introduceres til efteråret resten af den nye billetstruktur, der vil indeholde yderligere to billettyper: TIDLIG og ALTID, der begge bliver mere fleksible end 799-billetten.

Med den nye strategi vil Atlantic Airways reducere kompleksiteten i virksomheden, og selskabet vil koncentrere sig om at udvikle et stabilt regionalt rutenet i Norden. De internationale ambitioner med ekstra fly til charterture udenfor Færøerne stoppes, og ”Atlantic Airways kommer hjem”, som det bliver udtrykt i den nye strategi. En konsekvens af dette kursskifte vil være, at Airbus-flåden fra starten af 2015 søges reduceret fra tre til to.

Selskabet vil etablere et rutenet med forbindelser mellem Færøerne, Norge, Island og Storbritannien. NORD, som initiativet hedder, skal understøtte vækstmulighederne for færøsk erhvervsliv, men vil også være til glæde for befolkningen og for turister, der ønsker at besøge Færøerne. Atlantic Airways planlægger fra foråret 2015 at indleje et fly til dette formål. Men allerede fra efteråret tages første skridt på NORD, da Atlantic Airways vil flyve to gange ugentligt til Norge foruden de faste afgange, der allerede eksisterer til Island.

”Vi rykker nu verden tættere på Færøerne, i og med at vi siger farvel til international charter med ekstra fly. Den internationale chartersatsning har medført, at selskabet har tabt penge og brugt for meget energi i udlandet i forhold til destinationer og services, der er relevante for færinger,” konstaterer Niels Mortensen, bestyrelsesformand.

Fremover vil ruteflyvningen have første prioritet, og overskudskapacitet fra ruteflyvningen vil blive solgt til charterflyvninger. Atlantic Airways vil fortsat flyve færinger direkte til sol og sommer.  I sommeren 2015 er Barcelona og Mallorca på rejseprogrammet. Atlantic Airways vil sætte kunderne mere i fokus og iværksætter nu en række ændringer, som gør, at virksomheden opleves som mere åbent, effektivt og serviceorienteret ruteselskab, der løbende indretter sig efter kundernes og samfundets behov.

”Vi vil være tættere på kunderne og fokusere på  en god kundeoplevelse, som strækker sig helt fra billetbestilling til efter hjemkomst. For erhvervslivets vedkommende ønsker vi at gå ind i en tættere dialog om f.eks. udviklingen af NORDruterne”, fortæller Jørgen Holme, direktør.

”Al udvikling for Atlantic Airways skal tage udgangspunkt i nærområdet. Selskabet ønsker at blive set som en værdsat luftbro til omverdenen, der har flere forbindelser til nabolandene og dermed resten af verden. Strategi 2018 baner vejen for nye tider i Atlantic Airways”, slutter Jørgen Holme.