Atter to udlandshaller til Hernings feriemesse

Nordens største feriemesse, Ferie for Alle 2013, byder igen næste år på to store udlandshaller i Messecenter Herning. Hallen med oversøiske destinationer er udvidet med flere og større stande fra Caribien, Afrika, USA og Asien.

”Ferie for Alle er på vej til at blive større og bedre end nogensinde. Vi møder stor opbakning fra ferie- og rejsebranchen og kan allerede nu præsentere flot udstillerliste, som netop er offentliggjort på ferieforalle.dk,” siger projektchef Anders Ladefoged Mortensen, MCH Messecenter Herning.

Skandinaviens største feriemesse finder sted 22.-24. februar.

Charterrejser, krydstogter og Europa er samlet i den anden hal, som allerede på nuværende tidspunkt er meget tæt på udsolgt, oplyser messecentret.

De seneste to år har over 66.000 gæster besøgt Ferie for Alle, og det store købedygtige publikum gør det attraktivt for udstillerne at komme igen år efter år.

”Der sælges mange rejser på Ferie for Alle, og messen har manifesteret sig som rejsebranchens fortrukne mødested. For igen at leve op til de høje forventninger har vi geografisk ekspanderet markedsføringsplanen. Vi håber at kunne matche tidligere års flotte besøgstal,” tilføjer Anders Ladefoged Mortensen.