Det bliver hurtigere at komme til sikkerhedskontrollen, når Københavns Lufthavn indfører automatisk kontrol af boardingkort. Fremover skal passagererne i lufthavnen gå igennem en såkaldt ”e-gate” før sikkerhedskontrollen.
”I dag sørger 75 procent af passagererne selv for check-in på internet, automater eller mobil,” siger Johnnie Müller, sikkerhedschef i Københavns Lufthavn.
I e-gaten skal passageren selv skanne sit boardingkort, kun et gyldigt rejsebevis vil åbne e-gaten. Passagererne kan benytte de samme typer boardingkort som hidtil, boardingkort på papir og mobiltelefoner accepteres.
”De nye e-gates øger vores kapacitet i sikkerhedskontrollen, idet vi går fra de fire bemandede pulte til seks e-gates,” siger Johnnie Müller. Lufthavnen bevarer dog to pulte med betjening. De pulte vil i fremtiden være forbeholdt rejsende med små børn samt passagerer med et bevægelseshandicap.