Bøde til Københavns Lufthavne

Københavns Lufthavne A/S har tabt en principiel sag i Arbejdsretten, fordi ledelsen ikke overholdte en bemandingsaftale for sikkerhedspersonalet i juli 2008. Beløbsmæssigt drejer sagen sig om småpenge, men formanden for Vagt og Sikkerhedsfunktionærerne, John Dybart, er glad for den principielle sejr, skriver Politiken i dag.

 

Lufthavnen skal betale en bøde på 15.000 kroner – svarende til det dobbelte af det sparede beløb ved ikke at have den aftale bemanding.

 

– Dommen slår fast, at hvis man ikke overholder overenskomsten og ikke har det antal mennesker på arbejde, som det er aftalt, så er det dobbelt pris, siger John Dybart til Ritzau.

 

Formanden understreger dog, at sagen ikke har givet anledning til, at der har kunne stilles spørgsmålstegn ved sikkerhedsarbejdet.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen