Bøderne følger med

Stationære og mobile fartkontroller skyder op overalt. I Norge overvåger over 300 kameraer ca. 1.000 kilometer vej. I Sverige er der knap 1.000 digitale videostandere, og i Holland er der omkring 1.400 faste kameraer, skriver Berlingske.

 

Flere andre lande bruger ubemandet trafikkontrol, så risikoen for bøde er stor, hvis man kører for hurtigt. Bøder fra et nordisk land opkræves som en dansk bøde, på baggrund af en aftale om politisamarbejde fra 2003.

 

Også tysk politi henvender sig jævnligt for at få koblet en ejer på et registreringsnummer. Frankrig, Spanien og Tyskland, har aftaler om at inddrive bøder i Danmark, fortæller jurist Dennis Lange fra FDM.

 

”Flere lande får aftaler om, at bøder på over 70 Euro kan inddrives i Danmark. Nogle bilister vil opleve, at de slipper og ikke bliver forfulgt, hvis de ikke betaler en bøde fra udlandet, men det er svært at give garantier”, siger han.

 

Bøder bliver typisk indkrævet af Skat, men kan også komme som inkassoopkrævninger.

Skrevet af Flemming Juul