Kommentaren

En journalist ville demonstrere huller i sikkerhedsforanstaltningerne i Københavns Lufthavn og medbragte derfor mod reglerne en kniv, som metaldetektorerne ikke kunne opfange.

Det synes hverken Landsretten eller ordensmagten om. Han fik derfor en bøde, men nu har hans fagforening, DJ, anket sagen til Højesteret med krav om frifindelse. Formentlig med den usagte begrundelse, at DJ mener, at journalister har ret til at bryde loven, når det blot sker i fagets og ”sandhedens” tjeneste.



Hvis en reporter vil undersøge, hvor langt man kan køre fra Esbjerg mod København med 170 km i timen uden at blive stoppet af færdselspolitiet, skulle vedkommende efter DJ`s logik ikke have en bøde?

Eller hvis en anden af Guds udvalgte reportere skulle forsøge at vise, at man sagtens kan smugle hash, narko, cigaretter eller sprut ind i Danmark i store mængder, skulle det også være straffrit, fordi journalisten handlede i offentlighedens tjeneste?



For nogle år siden drev nogle journalister et værtshus i det indre København, hvor nogle udnyttede deres godmodighed til at afsætte hælervarer. Hvis nu de pågældende DJ-medlemmer havde taget del i løjerne for at demonstrere til glæde for deres læsere, at hæleri i Danmark er en ganske indbringende beskæftigelse, som politiet kun sjældent kommer på tværs? De pågældende skulle vel også i så fald efter den ny DJ-logik have været straffri.



DJ`s grundholdning er bizar.



Logikken i appellen til Højesteret må være, at journalister skal kunne skalte og valte med loven, blot fordi lovovertrædelse er led i research.

Det kan de heldigvis ikke. Og ansvarsbevidste redaktører har givet i tusindvis af tilfælde stoppet andre tilløb til ulovligheder i fagets tjeneste.

Vi har et åbent samfund, hvor journalister skal have alle muligheder for at gøre deres arbejde – på lovlig vis.

Endelig skal det ikke glemmes, at security i lufthavne ikke er en leg.

Det er dyb alvor. Mangelfuld sikkerhed har givet skruppelløse terrorister mulighed for at skabe død og ødelæggelse ved talrige lejligheder. I de gale hænder er et fly en effektiv bombe rettet mod uskyldige – både i kabinen og på landjorden.

Derfor har vi sikkerhedsregler, hvor man sagtens kan stille spørgsmålstegn ved nytten af en del af de restriktioner, som passagererne udsættes.

Men det rokker ikke ved, at reglerne er til for at overholdes. Også af pressen.

Skrevet af