Analyse: Vejret bestemmer ikke ferien

En ny undersøgelse viser, at danskerne ikke ændrer på ferieplanerne, selv om det danske sommervejr skuffer. Undersøgelsen er lavet for Danmarks Turistråd af analyseinstituttet ACNielsen. Kun 15 pct. af de danskere, som i år ferierede inden for landets grænser, mener, at dårligt vejr næste sommer kan få dem til at bestille en rejse udenlands. Dette gælder også campisterne, der mærker det dårlige vejr på nærmeste hold.
Ganske i tråd med dette resultat siger de danskere, der i år rejste udenlands, at det ikke var pga. det dårlige danske sommervejr, de valgte udlandet. Undersøgelsen peger også på, at alder har noget at sige. Jo ældre, man er, jo mere upåvirket er man nemlig af vejret. De unge derimod er mere påvirkelige af vejret og rejser hellere udenlands.
(Jyllands-Posten, 28/11)

Skrevet af